fbpx

Den nye badebro

Broen er baseret på en løsning udviklet af en lokal smed gennem 1960-1970. Den er videreudviklet gennem årene baseret på erfaringer med badebroer og naturkræfterne i vores område, så den i dag fremstår let, robust og tilpasset forholdene netop i Køge Bugt.

Broen er bygget af justerbare broben, forbundet med vanger, hvorpå trædækket lægges.

Den er designet til at tåle forskellige vejrforhold. Ved at minimere antallet af små dele er den lettere at samle, adskille og at erstatte eventuelle skadede dele.

Brodækket ligger løst på understellet, hvilket gør det muligt at erstatte og reparere enkelte sektioner, hvis bølgernes ødelæggende kraft rammer dækkets underside. Broen er konstrueret til at modstå sideværts påvirkning og til at fordele havets kræfter i hele konstruktionen.

Materialerne er valgt med henblik på at modstå det hårde havmiljø. Brodækket er lavet af termofyr, der ikke suger vand og det lette materiale søbestandigt aluminium er brugt til broben, vanger og trappe for modstandsdygtighed over for korrosion. Trappen har trin med skridsikker dørkplade. Skruer og bolte er lavet af syrefast rustfrit stål for at undgå rustdannelse over tid.

Broen er ikke fastmonteret i havbunden eller på stranden, hvilket giver mulighed for at flytte den år for år til det sted, hvor sandbunden er bedst. Og meget vigtigt, så undgår vi at efterlade uønskede metal-efterladenskaber på havbunden og stranden.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles ikke med tredjepart
Tilmeld nyhedsbrev
Vær blandt de første, der får besked om åbning af nye etaper og events i Nicolinelund.