Tilmelding til Naturdag i Nicolinelund søndag d. 19. juni 2022
Søndag d. 19. juni inviterer Nicolinelund til en åben naturdag. Alle børn og voksne er velkomne til det gratis arrangement. De voksne kan opleve vilde, naturvenlige ideer på vej til at blive ført ud i livet. Og børnene kan få en skøn forårssøndag med sjove, lærerige aktiviteter med dyr og natur som omdrejningspunkter.
Kom og vær med til et dejligt familiearrangement, hvor vi viser, hvordan vi skaber det nye bolig-naturomåde i Nicolinelund, samtidig med at vi genopretter stevnsk natur. Vi gør det naturligvis til gavn for både mennesker, planter og dyr.
Oplev fx hvordan vi anlægger et helt nye bakkelandskab fyldt med blomster og vådområder, og hvordan vi arbejder med at skabe attraktive levesteder for fugle, insekter, padder og smådyr ved at indrette både haver og de fælles naturområder på en særlig måde.
Vi har inviteret flere dygtige folk til at fortælle og inspirere os og arrangere naturaktiviteter for både store og små. På dagen kan du bl.a. møde naturfolk fra Stevns Kommune, en biolog fra Foreningen Vild med Vilje og lokalformanden fra Danmarks Naturfredningsforening, , som alle arbejder for mere vild natur på Stevns.
Det er også for børn
Naturdagen er i høj grad også for børn, og der er aktiviteter for alle børn fra 4-5 år og opad. Vi skal på eventyr i mark og i hegn. Vi føler, lytter og smager på naturen. Vi snitter i træ, leger naturbingo, laver bål og meget mere.
Bioblitz – kom med på insektjagt
Større børn og naturglade voksne kan være med i vores Bioblitz, hvor vi tager vi et tjek på naturen og går på jagt efter insekter og andre smådyr. Det er første gang vi afholder Bioblitz i Nicolinelund, og her kan du hjælpe med det vigtige arbejde med at finde og registrere så mange dyrearter som muligt i Nicolinelund. Det er både sjovt og lærerigt at kortlægge arterne og det hjælper os til måle udviklingen år for år, så vi bedre kan beskytte de dyr, som findes i området. Tag gerne et syltetøjsglas og lup med.
Bålhygge
Børn og voksne slutter dagen af med snobrød og andre lækkerier over bål samt dejlig æblemost i stride strømme.
Tag din familie med til en skøn dag og kom tæt på naturens magi:
Søndag d. 19. juni 2022 kl. 11 – ca. 14
I Nicolinelund, Stevnsvej 101, Strøby Egede, 4600 Køge
Mødested: ved flagene på hjørnet af Hybenrosevej og Nicolinevej – vi følges i samlet flok ud i naturområdet
Tilmelding påkrævet!