Den unikke ådal
Tryggevælde Ådal er et stort naturområde, som ligger klods op af Nicolinelund. Ådalen byder på sjælden fauna, rigt fugleliv og mange fiskearter. Her er man som besøgende omgivet af åbne marker, som giver en helt unik naturoplevelse med store vidder og højt til himlen.
Her kan du og familien nyde freden, insekternes summen, fuglenes kvidren og åens stille skvulpen mod kanoen.
Langs Ådalen er der desuden landgangs- og overnatningspladser for det aktive kanofolk, og med fiskekort kan man blandt andet fange skønne ørreder.
Ådalen er et så enestående rigt naturområde, at det er udvalgt blandt mange som internationalt naturbeskyttelsesområde af Danmarks Naturfredning med flere. Ådalen er dermed er et område, hvor vi har et særligt ansvar for at beskytte og bevare netop den særlige natur for vores efterkommere.