Havet, naturen og plads til børnene
Christina, Jan og deres to små børn, Matti og nyfødte Emily, flyttede ind på grund 26 i slutningen af 2016. Jan, som er opvokset på Fyn nær Odense, og Christina, som er fra Slagelse, har boet sammen på Nørrebro i København de sidste 11 år, men er meget glade for nu at bo tæt på havet og naturen.
”Vi har altid ønsket at bo ved havet. Jan kan lide at fiske, og vi er ofte taget til stranden for at bade og nyde den friske luft med vores søn. Men det har været lidt af et udstyrsstykke hver gang familien skulle til Charlottenlund Fort, og efter Emily også kom til var det ikke blevet lettere. I Nicolinelund kan vi bare gå fem minutter ned ad stien, så er vi på kvarterets egen private fælles strand”, fortæller Christina.
Hun fremhæver også Nicolinelunds placering tæt på skov og skønne naturområder.
”Vi er glade for at løbe- og cykeltræne og for at bruge naturen sammen med børnene, så det har helt klart også trukket, at vi kunne komme til at bo så tæt på naturen”.
Christina, der er lærer, og Jan, der er selvstændig konsulent, fandt Nicolinelund på nettet. De besøgte udstykningen med byggegrunde i oktober 2015, og det satte skub i tankerne om nybyggeri.
”Vi har nu fået bygget et skønt 153m2 længehus med jordvarme. At bo tæt på havet og naturen omgivet af en æblelund føles som den helt rigtige opvækst for vores børn.”
Parret søgte et nybyggerkvarter for at møde andre med samme udgangspunkt. Det betyder meget for dem, at der er gode naboer, som de kan have noget sammen med. Ikke mindst er parret glade for, at deres to børn bliver en del af Nicolinelunds store børneflok.
”Her er så idyllisk, der er skole og daginstitutioner helt tæt på, og så er der masser af legekammerater lige uden for døren. Det er en meget vigtig faktor for os”.
Efter mange år i København har Christina og Jan haft grundige overvejelser om det at flytte ud af byen, men de er ikke i tvivl om, at de har truffet den rigtige beslutning. Samtidig er det rart at vide, at de ikke er de eneste i Nicolinelund, som skifter stenbroen ud med æblelunden.
”Og med den nye togforbindelse kan vi hurtigt komme fra Køge til København, hvis vi savner en tur til storbyen”.
Endelig fremhæver Christina glæden ved at købe byggegrund af Käte og Anker, som er det private par, der har udstykket den gamle Stolpegaards jorde til villagrunde.
”Vi har fået en utrolig modtagelse af Käte og Anker. De er meget åbenhjertede og hjælpsomme. Det er bare et ekstra plus”.