”HVEM VIL IKKE GERNE BO I EN ÆBLELUND TÆT VED HAVET?”
Shana og Nicolai fra Juelsminde på Østjyllands kyst blev tiltrukket af Nicolinelund, fordi udstykningen er planlagt til at blive en bæredygtig æblelund, hvor børn, voksne og ældre kan leve det gode liv tæt ved havet og i pagt med naturen.
Familien var de første, som købte byggegrund i Nicolinelund, og de flyttede ind i deres 194 m2 nybyggede hus i foråret 2016.
”Min mand har pendlet til arbejde mellem Juelsminde og Brøndby i to år, og det begyndte så småt at trække veksler på familien. Vi gav os derfor til at lede efter et sted at bo tæt på København, hvor vi fortsat kunne have glæde af havet og naturen, som vi har været vant til det i Juelsminde”, fortæller Shana.
Familien var godt omkring i deres søgen efter en ny bolig, blandt andet i Storkøbenhavn. De havde egentlig ikke regnet med at skulle bygge et nyt hus med jordvarmeanlæg og solceller på taget, men da de havde besøgt Nicolinelund og oplevet området omkring Strøby Egede, var de ikke i tvivl om, at de selvfølgelig skulle være nybyggere i en bæredygtig æblelund ved havet.
”Vi tændte på Nicolinelunds særlige miljø med æbletræer overalt, de snoede, stille veje, muligheden for at indlogere gæster i udstykningens store fælleshus på Stolpegaard, og så at vi kunne blive ved med at leve vores liv helt tæt på havet”.