Naturen for bordenden
I Nicolinelunds nye naturudstykning er den første af fire nye landsbyer blevet etableret. Nu er forberedelserne i gang til den næste landsby, nemlig Christians vang.
Her skal livet leves tæt ved havet, tæt ved Tryggevælde Ådal, med højt til himlen, med hundredvis af æbletræer i kvarteret, med store naturvenlige grunde tæt på hyggelige gadekær, grøfter og søer og med den store eng, som binder hele kvarteret sammen.
Naturen har siddet for bordenden under hele planlægningsarbejdet.
Naturen i det nye kvarter
Med sin nærhed til kysten i nord og den unikke Tryggevælde Ådal i syd vil Nicolinelund udgøre en betydningsfuld naturkorridor og give trivsel for både dyrelivet og de mange nye familier i Nicolinelund.
Ambitionen er at gennemføre en grundig forandring af landskabet fra konventionelt dyrket landbrugsjord til oprindelig stevnsk natur med mange forskellige biotoper, inspireret bl.a. fra netop den stevnske naturarv – klinterne langs kysten og Tryggevælde Ådal.
Vi vil gøre det rigtigt. Vi snakker ikke bare om bæredygtighed og biodiversitet. Det betyder bl.a., at vi vender jorden helt ned til en meters dybde på udvalgte arealer for at få landskabet tilbage, hvor det var engang.
Vi giver insekter, dyr og planter en hånd
Målet er at give en hjælpende hånd til de trængte arter af insekter, dyr og planter, så de finder vej til et nyt helle i både haver og de nye fællesarealer.
De kommende fællesarealer vil bestå af flere naturtyper med hjemmehørende planter i et smukt bakket landskab med søer, grøfter og blomsterflor med græsser og urter.
Hele området er tilmeldt Giftfri Have under Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi, og de mange nye haver anlægges efter naturvenlige principper og med hjemmehørende træer og buske. Også de skal bidrage til at fremme biodiversiteten i området.
De rigtige samarbejdspartnere
Til sammen vil de naturvenlige planer i Nicolinelund give et rigt dyreliv og byde på skønne naturoplevelser lige uden for beboernes køkkenvinduer. Vi gør alt det gode og grønne i tæt samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Foreningen Vild med Vilje, dygtige biologer og landskabsarkitekter, som er tilknyttet Nicolinelund.