Engen og Havstien i Nicolinelund
I Nicolinelund sidder naturen for bordenden.
Derfor anlægges Nicolinelund som et bolig-naturområde med en 40.000 m2 stor eng som naturvenligt samlingspunkt for kvarteret.
De mange grønne fællesarealer i Nicolinelund beplantes blandt andet med æbletræer og hver villaejer får tre træer i indflytningsgave – to løvfældende træer og et æbletræ. På den måde vil Nicolinelund udvikle sig til en stor æblelund, hvor mennesker i alle aldre bor i pagt med naturen blandt blomstrende æbletræer.
På engen vokser smukke, hjemmehørende græsser og skønne, vilde blomster, og sammen med områdets mange æbletræer, tjørn, kræger, slåen gavner engen både fugle- og insektlivet – herunder truede arter. På engen plantes tre Tusindårs-træer – egetræer som skal vokse sig flere hundrede år gamle.
Engen med de mange vådområder og grøftekanter er også vigtig for opsamling af regnvand, og sammen med Nicolinelunds mange søer bliver disse områder vigtige levesteder for bl.a. frøer, tudser, salamandere og vandnymfer.
Havstien direkte til strandgrunden
Den store eng forbinder Nicolinelund med havet og byder via Havstien på en smuk spadseretur fra alle dele af kvarteret ned til Strøby og Køge kyst med den dejlige strandgrund. Der er ca. 500 meter fra Nicolinelunds eng til havet, der inviterer til solbadning, vinterbadning, lystfiskeri og sejlads med kajakken.
Naturen lige uden for køkkenvinduet
Med de store stevnske vidder, med Tryggevælde Ådal tæt på kvarteret, og med Nicolinelunds eng vil beboerne i Nicolinelund have unik adgang til intense naturoplevelser lige uden for vinduerne.
Tanken er naturligvis, at Nicolinelund skal give mest mulig plads til naturen, så både og menneskeliv, planteliv og dyreliv oplever bedre trivsel og balance.
Afstressende oplevelser for store og små
Moderne børnefamilier har travlt. Engen i Nicolinelund er skabt til afstressende oplevelser for både børn og voksne. Engen bliver et retræteområde efter en lang arbejds- og skoledag.
Her kan mor og far tage et pusterum og gå en rolig tur med ungerne, tage et tæppe med og lægge sig sammen for at tælle skyer og lytte til insekternes summende symfonier. Eller bedsteforældre kan tage de små med på opdagelse i haletudsernes verden ude i grøftekanten.
Hvem ved, måske Nicolinelunds beboere også vil dyrke yoga eller tai chi i den smukke, fredelige eng.